Allan Reiche Andersen er tiltrådt en stilling som økonomichef og får en vigtig rolle i at sikre, at Nordelektros store ambitioner om vækst og udvikling går hånd i hånd med en sund og stærk økonomi.
Hos Nordelektro har vi lagt fundamentet for et Nordelektro 2.0 med en klar ambition om vækst. Og manden, der skal holde styr på økonomien undervejs, hedder Allan Reiche Andersen. Han er uddannet cand.merc. i økonomistyring og kommer senest fra en stilling som CFO i Randers Reb.
Allan startede i Nordelektro i december 2025, og på kontoret på Østerport i Aalborg har vi lært ham at kende som en humørfyldt og engageret kollega med en helt særlig passion for tal.
– Jeg er økonomimand helt ind til knoglerne. Jeg elsker tal. Det er ikke, fordi tallene skal styre alting. Men i en virksomhed er tal nu engang omdrejningspunkt for rigtig mange beslutninger. Vi bruger jo ikke kun tal og data til at fortælle, hvor vi er, men i høj grad også til at fortælle, hvor vi gerne vil hen, siger Allan.
Stort udviklingspotentiale
Det, der især har appelleret til Allan ved stillingen, er udsigten til at få en vigtig rolle i at forme organisationen som del af en helt ny ledergruppe. Allan oplever Nordelektro som en virksomhed med stort, uforløst udviklingspotentiale.
– Der er masser af potentiale i den her virksomhed. Vi har et meget bredt servicekoncept, måske det bredeste i branchen, og vi har en driftsorganisation, der kan levere på et virkelig højt niveau. Så nu handler det om at få noget mere volumen ind, siger han.
Nordelektro 2.0 er en holdindsats
Allan er 51 år, gift og far til to børn. Han bor i Vodskov nord for Aalborg og har en lang karriere i erhvervslivet bag sig inden for brancher som energi, telekommunikation og industri.
Den første tid i Nordelektro har været travl og er primært brugt bag computeren og i mødelokalet. Men Allan har også en plan om at komme ud i felten og måske endda få beskidte fingre i en elevator, som han udtrykker det.
– Det vil helt sikkert være nyttigt for mig at få et bedre indblik i de typer af opgaver og problemstillinger, vores servicemontører står over for, og hvilke beslutninger de skal træffe undervejs. Jeg er meget procesorienteret og optaget af, at vi får alle med på Nordelektro 2.0. Det kommer til at kræve en holdindsats, understreger han.

