Nordelektro styrker sin kundeservice

Camilla W. Paulsen bliver bindeleddet mellem salg og service. I en nyoprettet stilling skal hun være med til at sørge for, at Nordelektros mange nye kunder får en optimal opstart.

Det er en profil med god sans for kundepleje, der er tiltrådt hos Nordelektro i en nyoprettet kundeservice-funktion. Som speditør, selvstændig bogholder og senest som leder af serviceafdelingen i et elevatorfirma har Camilla W. Paulsen altid været vant til, at kundens behov kommer i første række. 

– Vores serviceforretning vokser hastigt i disse år, og det stiller større krav til alle i organisationen. Camilla skal være med til sørge for, at alle kunder oplever det høje serviceniveau, som Nordelektro er kendt for, siger salgschef Jesper Storm Simonsen.

Optimerer processen fra salg til drift

Ansættelsen af Camilla W. Paulsen skal ses som et udtryk for, at Nordelektro i en travl tid ønsker at styrke dialogen med kunderne. Fokus er ikke mindst på at sikre, at virksomhedens mange nye kunder får en optimal opstart, når de har indgået en serviceaftale.

– Flere og flere virksomheder vælger at samle deres tekniske service og vedligehold i en Teknisk Facility Management-aftale hos os. De har typisk en opsigelsesperiode hos deres tidligere leverandører, så når aftalen er indgået, går der ofte et stykke tid, før vi starter op. Med en ny kundeservice-funktion optimerer vi processen fra salg til drift, siger Jesper Storm Simonsen. 

En del af flokken lige fra starten

For Camilla W. Paulsen er det først og fremmest værdierne – respekten for mennesker og deres forskelligheder og et stort fokus på trivsel og udvikling – der gør Nordelektro til en attraktiv arbejdsplads. Hun har allerede fundet sig godt til rette i sit nye job, og det er ikke mindst kollegernes fortjeneste:

– Det har været fantastisk. Jeg har aldrig oplevet så god en modtagelse på en arbejdsplads, som den jeg har fået hos Nordelektro. Alle – fra direktør til montører – er interesserede, positive og hjælpsomme. Der er ingen dumme spørgsmål, og jeg har følt mig som en del af flokken lige fra starten, siger Camilla W. Paulsen.