Uden at forstyrre de vigtige nyhedsudsendelser har Nordelektro udført en større modernisering og ombygning af TV2 Nords installationer.
Intet må stoppe nyhederne – ikke engang en større ombygning af studierum, redigeringsrum, lydrum og klipperum hos TV2 Nord. Her har Nordelektro, der er tidligere huselektriker og har elevatorservicen på stedet, vundet og udført den store modernisering og ombygning af installationerne hos TV2’s nordligste regionale redaktion.
– Samarbejdet med Nordelektro er upåklageligt. Vi har ingen problemer haft med at bruge det eksisterende studie, mens ombygningen stod på, og de formåede at lave alle tilpasninger i den ønskede rækkefølge, fortæller driftsleder for TV2 Nord Preben Kristiansen.
Alle ombygninger, tilpasninger og ændringer er sket, mens TV2 Nord var i fuld drift. Det kunne lade sig gøre på grund af et velkoordineret samarbejde mellem TV2 Nords egne teknikere og Nordelektro.
– Som en del af processen har vi skulle omlægge 100 datakabler, hvor vi har arbejdet i redaktionens allerhelligste, nemlig serverrummet, mens det var i drift. Her blev der trukket midlertidige kabler i samarbejde med TV2 Nords egne teknikere, så det var muligt at fjerne datakabler og være i drift samtidig, forklarer overmontør Jesper Hermansen fra Nordelektro.
Effektiviseret med robotstudie
Projektet hos TV2 Nord forløb i to etaper, hvoraf den største etape var nedbrydningen af fire mindre studierum, således de blev til ét, større studie. Her ændrede og tilpassede Nordelektro it-installationerne, belysningen og elinstallationerne til de nye forhold. Samtidig kan lyd og lys nu styres med IHC.
– Vi ønskede at effektivisere redaktionen med et enmandsbetjent studie med et robotkamera, der fungerer som et supplement til vores store nyhedsstudie. Hvor det andet studie, som er beregnet til gæster, kræver mere mandskab, kan vi i det lille studie nøjes med en producer og en studievært, forklarer driftsleder for TV2 Nord Preben Kristiansen.
– Der måtte ikke være synlige installationer på væggene i det nye studie, så alt er skjult op mod lofterne i det helt sortmalede rum, fortæller Jesper Hermansen.
Den anden etape bestod i at ændre fire redigeringsrum med udvidelse af it-installationer samt tilpasning af lys til de nyindrettede rum. Derudover har Nordelektro lavet nye elinstallationer til studieudstyr, omlagt it-installationer i nyhedsredaktionen samt tilpasset it-installationer og elinstallationer i lydrum og klipperum.