Nordelektro opruster med nye medarbejdere

Ambitiøs vækstplan kræver et endnu stærkere team. Derfor udvider vi nu staben med en controller og en key account manager i nyoprettede stillinger.

Hos Nordelektro investerer vi i disse år markant i digitalisering. Det gør vi ud fra et ønske om at levere endnu bedre rådgivning, service og tekniske løsninger ude hos vores kunder. 

Kunder hos Nordelektro skal kunne stole på, at deres tekniske anlæg kører bedst muligt – længst muligt. Det kræver et stærkt digitalt setup og stærk organisation med de dygtigste medarbejdere. Derfor har vi pr. 1. april 2020 ansat Mads Mayntzhusen Purkær som key account manager og Camilla Saksager Uggerhøj som controller. Begge i nyoprettede stillinger.

Multiservice styrkes

Mads Mayntzhusen Purkær er 37 år, uddannet installatør, og kommer fra en stilling som serviceleder hos Lindpro i Aalborg, hvor han har haft det overordnede ansvar for stærkstrøms- og svagstrømsafdelingen.

Hos Nordelektro får Mads det daglige ansvar for den hastigt voksende Multiservice-forretning, hvor vi i dag servicerer over 50 kunder. Ud fra devisen ”én løsning, én tekniker” har vi udviklet konceptet Multiservice, der tilbyder kunden at samle optimering, service og vedligehold af samtlige tekniske installationer hos os. 

Med vores nye CRM- og Field Service-system som sit primære arbejdsredskab skal Mads styrke relationerne til multiservicekunderne. Han skal være med til at sikre, at de opgaver, der løses i driften, lever op til Nordelektros ambition om at være teknisk i front. 

Mere fokus på økonomi og forretningsudvikling

Nordelektro er inde i en meget positiv udvikling med stigende omsætning, øget kundetilgang og flere nye medarbejdere. Det stiller større krav til håndtering af finansielle arbejdsgange og processer, og vi har derfor ansat Camilla Saksager Uggerhøj i en nyoprettet stilling som controller. 

Camilla er 34 år og kommer fra en stilling som revisor hos Beierholm, hvor hun har arbejdet siden 2008. Camilla er Cand.merc.aud og HD i Regnskab og Økonomistyring og får en central rolle i den forretningsmæssige udvikling af Nordelektro. Som controller bliver hun ansvarlig for økonomistyringen og en vigtig finansiel sparringspartner for ledelsen og overmontørerne.

– Vi har lagt en ambitiøs strategi, der skal gøre Nordelektro til en foretrukken samarbejdspartner inden for teknisk facility management. Med ansættelserne af Mads og Camilla styrker vi os markant i bestræbelserne på at indfri vores målsætninger for digitalisering og for udviklingen af vores Multiservice-forretning, siger adm. direktør Hans Peter Andersen.

Læs mere om Multiservice her: https://nordelektro.dk/multiservice/