Nordelektro vinder stor SKI-aftale på elevatorservice

Som en af tre vindere af den offentlige SKI-aftale for elevatorservice øger Nordelektro nu sin årlige omsætning med op mod 50%. Det sætter yderligere fart på ekspansionen hos den nordjyske specialist i teknisk facility management, som forventer at skulle ansætte ti elevatorteknikere samt en række andre specialister i de kommende måneder.

PRESSEMEDDELELSE

Når stat, regioner og kommuner skal have udført lovpligtige eftersyn og vedligehold på deres elevatorer og lifte, vil det fra foråret 2024 være Nordelektro, TKE og SJEC Danmark, der udfører arbejdet. De tre virksomheder er netop kåret som vindere af et stort udbud om at levere elevatorservice gennem Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI). Aftalerne er toårige og med option på yderligere to år.

Nordelektro, der har afdelinger i Aalborg og Frederikshavn, har vundet delaftale 1, som omfatter 15 kommuner i Jylland og på Fyn samt Region Nordjylland. For Nordelektro har SKI-aftalen en værdi af et større tocifret millionbeløb og vil, når den er fuldt implementeret, medføre en omsætningsvækst på op mod 50%. Det får ledelsen til at opjustere sin i forvejen ambitiøse vækstplan. Indtil nu har intentionen været at ansætte ti nye medarbejdere i 2024, men det antal får man nu alene brug for i elevatorafdelingen. Herudover skal der fortsat findes flere industrielektrikere og maskinteknikere til nogle af Nordelektros øvrige specialer for at understøtte en fortsat stigende efterspørgsel på teknisk facility management.

Hos Nordelektro glæder administrerende direktør Jesper Christiansen sig over den historisk store serviceaftale, som bygger videre på en meget positiv udvikling i 2023. Her lykkedes det Nordelektro at vende minus til plus og løfte omsætningen til det højeste niveau i otte år.

– SKI-aftalen er vores største serviceaftale nogensinde og et stort skridt på vejen mod at gøre Nordelektro til en landsdækkende udbyder af teknisk service. Vi er allerede kommet godt i gang med elevatorservice i Aarhus Kommune, som vi indgik kontrakt med i 2023. Med SKI-aftalen vokser vores portefølje yderligere, og vi skal dække et større geografisk område. Derfor skal vi også i gang med at se på mulighederne for at etablere kontor i Østjylland eller Trekantområdet, siger Jesper Christiansen.

Det er en kendt udfordring, at specialiserede teknikere er en mangelvare over hele landet. For nylig fremhævede brancheorganisationen Tekniq netop manglen på kvalificeret arbejdskraft som en af de tekniske virksomheders største udfordringer i 2024. Ikke mindst derfor er Nordelektro indstillet på at rekruttere bredt, og ansøgere skal ikke nødvendigvis have specialistkompetencer for at komme i betragtning til et job som elevatortekniker. Skulle nogle af de kommende medarbejdere have brug for et kompetenceløft, står virksomheden derfor også klar med både efteruddannelse og grundig sidemandsoplæring. 

SKI-aftalen er nu i standstill frem til den 13. februar, hvorefter SKI indgår kontrakter med de tildelte leverandører.

Fakta Nordelektro A/S

Nordelektro har afdelinger i Aalborg og Frederikshavn og løser tekniske opgaver i hele Danmark for en bred vifte af kunder inden for blandt andet industri, produktion, kontorerhverv, detailhandel, uddannelse og bolig. Virksomheden er specialist i Teknisk Facility Management og efterser pt. flere end 11.000 tekniske anlæg. Nordelektro er etableret i 1934 og beskæftiger knap 50 medarbejdere. Læs mere på nordelektro.dk

For yderligere info, kontakt:

Jesper Christiansen, administrerende direktør, Nordelektro A/S, tlf.: 22 55 31 62, mail: jec@nordelektro.dk