Efter næsten et årti som afdelingsleder hos ENH Engineering er Dennis Skjoldgård Villadsen tiltrådt som ny serviceleder for el og automation hos Nordelektro.
Teknisk service er i vækst hos Nordelektro. Derfor styrker virksomheden nu fagområdet el og automation med en ny, erfaren serviceleder. Dennis Skjoldgård Villadsen kommer fra en stilling som afdelingsleder for el og serviceteknik hos ENH Engineering. Netop erfaringen herfra er en af grundene til, at Dennis er valgt til stillingen.
– Ud over at være en yderst kompetent og fagligt dygtig elektriker kommer Dennis med en stor viden inden for automation. Samtidig har han en kommerciel forståelse og erfaring, der er vigtig for at udvikle vores el- og automationsafdeling. Her kommer hans lederevner og personlighed også til at være en drivkraft for hele afdelingen, siger René Hansen, servicechef hos Nordelektro.
Nichevirksomhed med stort potentiale
Selv ser Dennis Skjoldgård Villadsen frem til de nye udfordringer i Nordelektro, hvor han forventer at udvikle sig fagligt. Han har haft et øje på virksomheden, siden han i 2011 rykkede nordpå fra det midtjyske, og ser spændende muligheder for fremtiden. Målet er i hvert fald klart: At imødekomme flere kunders behov inden for el og automation ved at styrke kompetencerne i afdelingen.
– Jeg har altid set Nordelektro som en teknisk kompetent og spændende nichevirksomhed. De seneste år har virksomheden udviklet sig helt vildt på det faglige område og indtænker nu service i alle projekter. Det er en virkelig interessant og unik tilgang. Vi skal fortsætte den udvikling og nytænke el og automation for at imødekomme flere kunders behov, fortæller Dennis Skjoldgård Villadsen.
Kompetente kollegaer
I sin nye stilling får Dennis det daglige ansvar for fem elektrikere. Men trods sin titel som serviceleder ser han ikke sig som højerestående. I Nordelektro er organisationsstrukturen flad, og det sætter Dennis stor pris på. Han har fået et rigtig godt indtryk af sine kollegaer og ser frem til at lære dem endnu bedre at kende.
– Mine kollegaer i el og automation har en lige så høj drivkraft og motivation, som jeg har – og så er det bare fagligt kompetente medarbejdere. Det er gode kollegaer, der hjælper dig, når du har brug for det, og de har masser af humor. Der er en super kultur her, så det bliver rigtig godt, fortæller Dennis Skjoldgård Villadsen.
Dennis Skjoldgård Villadsen tiltrådte stillingen den 20. juni. Han er uddannet elektriker hos B-E Installationer. Foruden ENH Engineering har han tidligere arbejdet hos VA Teknik og Strandby El-teknik A/S.