Som en del af en rationaliseringsproces har Induflex valgt Nordelektro som leverandør af service og lovpligtige eftersyn på mekanisk og elektrisk udstyr samt sikkerhedsmateriel.
Plastvirksomheden Induflex i Støvring uden for Aalborg har været igennem en større rationaliserings- og miljøoptimeringsproces, hvor der er investeret massivt i at fremtidssikre fabrikken. Blandt andet i produktionsstyringssystemer, nye maskiner og robotteknologi. Baggrunden er, at Induflex oplever stor vækst og efterspørgsel fra fødevareindustrien på plastemner produceret i Danmark.
På under tre år er Induflex vokset fra 25 til 35 mand, der er travlt beskæftiget med at producere i toholdsskift i produktionen, som kører 16 timer i døgnet. Her har Induflex for at rationalisere yderlige indgået en multiserviceaftale med servicevirksomheden Nordelektro, der nu får ansvaret for at udføre service og lovpligtige eftersyn på et bredt udvalg af mekanisk og elektrisk udstyr samt på sikkerhedsmateriel.
– Vi har valgt Nordelektro for at rationalisere og på grund af gennemskuelighed. Før havde vi en lang række leverandører af service og eftersyn delt ud på forskellige ekspertiser. Det samler vi nu under én hat hos Nordelektro, forklarer teknisk chef Robert Bøgekær fra Induflex.
– Det var tidskrævende for os at hitte rede i de forskellige leverandørers timeforbrug og tilbud, ligesom de havde forskellige salgs- og leveringsbetingelser. Nu har vi ét sted at ringe hen og kender det faste beløb på service og det vedligehold, der måtte komme derudover, uddyber Robert Bøgekær.
Som en del af multiserviceaftalen får Induflex tilknyttet et fast team fra Nordelektro, da det er med til at sikre, at servicefolkene får et indgående kendskab til virksomheden.
Optimeret til fremtiden
Udover at gøre dagligdagen nemmere for Induflex skal Nordelektro rådgive om, hvordan produktionen optimeres og fremtidssikres yderligere
– Vi gennemgår hele fabrikken, så vi kan synliggøre forbedringsmuligheder og lave investeringsplaner for hele anlægget. På den måde kan Induflex få lagt deres budgetter rigtigt og prioritere, hvor og hvornår de skal sætte ind, forklarer adm. dir. Hans Peter Andersen fra Nordelektro.
Blandt andet skal Nordelektro gennemgå produktionen for at vurdere, hvor det er muligt at automatisere med flere robotløsninger. Her har Nordelektro et samarbejde med Bila og Universal Robots.
– I bund og grund handler det om, at vi skal sikre, at de kan fokusere på deres kernekompetencer. De skal ikke bruge tid på at overholde de lovpligtige eftersyn, og det er vores opgave at synliggøre optimeringsmulighederne i udstyr og arbejdsprocesser. Vi finder altid nogle ting, når vi kommer helt ud i krogene, forklarer Hans Peter Andersen.
For Induflex er det vigtigt at sikre oppetiden, da kunderne efterspørger hurtig levering og fleksibilitet. Desuden er rationaliseringsprocessen med til at fastholde arbejdsplader og produktion i Danmark.
– Vi bliver valgt på vores danske kvalitetsprodukter, kort leveringstid, dokumentation, sporbarhed og rådgivning. Vores kunder vækster også, så de kan ikke bruge tid på at handle ude i Østen, forklarer Robert Bøgekær.
Nordelektro er en teknisk facility management virksomhed, der håndterer installation, eftersyn, service og vedligehold af alle former for teknisk udstyr. Kundegruppen spænder meget bredt lige fra produktionsvirksomheder over detailvirksomheder til ejerforeninger.